New York fra luften

På storbyferie til New York

Tag på storbyferie udenfor EuropaNogle storbyer er bare mere spændende end andre. Og hvis du tager på storbyferie til New York, så kan du være sikker på at komme til en by, hvor der er enormt meget at opleve.

New York skiller sig ud fra de andre byer, der ligger i Europa, når det kommer til storbyferie. For det er trods alt de færreste, som lige tager på en forlænget weekend til USA – selvom det i princippet godt kan lade sig gøre med ca. ni timers flyvetid.

Men New York fortjener også mere end en weekend. Faktisk er det mere oplagt at tage til New York i en uges tid, for der er så meget at opleve her.

En by fyldt med seværdigheder

New York er en af den slags byer, hvor der nærmest er seværdigheder på hvert gadehjørne. Så det gælder mere om at vælge fra end at vælge til.

Naturligvis skal du se Frihedsgudinden. At tage til New York uden at se den, ville være som at tage til Paris uden at besøge Eiffeltårnet – det gør man bare ikke.

Du kan vælge at tage en turbåd ud til statuen – men så skal du også forberede dig på en lang kø, for at komme af sted. En anden mulighed er derfor at tage den gratis færge til Staten Island, der sejler næsten lige forbi.

I den anden ende af Manhattan ligger Central Park, der også er et besøg værd. Den kaldes for New Yorks lunge, og det er da også her, at byens indbyggere søger tilflugt for larm og trafik.

Endelig bør du også gå en tur over Brooklyn Bridge – gerne imod Manhattan, så du får det smukke syn af New Yorks skyline med.